/Helvede tur retur
Helvede tur retur 2021-01-08T12:13:50+00:00

Når lys og livslyst slukkes

Min personlige oplevelse med stress, angst og misbrug.

“Kan du ikke bare tage dig sammen? Hvad er det egentlig med det der angst?” Kim Brüchmann har lidt af angst. Har været alkoholiker. Har mistet kontakten til sine børn. Er blevet smidt ud af sin mor. Og har vundet både børn, mor og livet tilbage igen. Her forsøger han at beskrive det, der egentlig ikke kan beskrives. Om et liv i angst. Om turen til helvede. Og turen tilbage til livet. (Indledningstekst skrevet af min bror Peter Bruchmann)

AF KIM BRÛCHMANN

Joakim, min elskede søn kom hen til sengen hvor jeg lå. Jeg kunne se at han havde tåre i øjnen, så jeg rakte ud for at gi ham et knus og trøste ham, men han trak sig væk fra mig og sagde “far!  vi vil ikke se dig mere eller ha nogen form for kontakt til dig……. Alt stod pludselig stille. Urets tikken på væggen standsede. Fluens kamp med gang på gang at flyve mod ruden, i et håbløst forsøg på at komme ud, stoppede. Stemmerne fra de andre besøgende på stuen forstummede. Alt stod stille. Jeg var i chok og helt tom indvendig, og kunne simpelhen ikke fatte hvad han sagde. Men alligevel var der et eller andet inde i mig der vågnede, så jeg tikkede og bad dem om ikke at gøre dette mod mig. Men de stod fast, og da mine to elskede børn grædende vendte ryggen til mig og forlod stuen på Herlev hospital d. 31/12 2017, hvor jeg lå, var det som om alt liv og livslyst forlod mig. Jeg var fuldstændig tom, i dyb chok og helt alene.

Et år tidligere

Jeg sidder på hug på gulvet med ryggen lænende op af kanten på reolen. Det gør ondt i ryggen. Rummets skrå vægge kryber sammen om mig på en uhyggelig og klaustrofobisk måde.

Jeg hader det her rum, hvor jeg de sidste cirka 20 dage har følt mig fanget.

Mit blik dvæler sløjt på en plet på gulvet. Er det en knast eller en rødvinsplet? Tror det er rødvin, så den har siddet der over tre uger, og stammer fra min sidste tur. Den sidste tur, hvor jeg gav op og forsvandt i alkoholens tåger som et desperat og dårligt forsøg på at dæmpe mine angstanfald. Det er bare blevet meget værre nu.

Jeg har prøvet at rejse mig op flere gange uden succes. Mine ben ryster under mig, og mit kateter gør forbandet ondt, hver gang jeg ændrer stilling. Jeg fik det sat op i nat på skadesstuen.

Ja, for dér var jeg igen i nat. Fra kl. 00.30 til kl.03 forsøgte jeg forgæves at lade vandet. Min blære var ved at sprænges, men der var helt lukket, og jeg kunne ikke. Uanset, hvad jeg gjorde.

Jeg blev endnu mere desperat og angsten tog til, selv om jeg ikke troede, det var muligt. Det var nat, jeg var alene med en angst, der gjorde det umuligt at finde den mindste smule ro. Jeg skiftevis svedte og frøs. Gudskelov kom jeg hurtigt igennem på telefonen til skadestuen, der bad mig komme så hurtigt som muligt. Det at tale med et andet menneske fik angsten til at aftage bare en lille smule.

På skadestuen kom jeg til med det samme. Det er åbenbart alvorligt, hvis blæren sprænger. Av, hvor var det bare ikke rart at få et kateter op, men al fysisk smerte er vand ved siden af angstens modbydelige, kvælende besættelse af min krop og hoved.

Mit fængsel

Og så tilbage til mit fængsel. Fængsel til hvad? Til endnu mere ubehag, uhygge og angst. Jeg har ingen andre steder at tage hen. Jeg kan ikke klare at tage kontakt til mine venner eller familie. Bare det at skulle tale med nogen i et minut, er uoverskueligt. Jeg er fuldstændig udmattet, efter snart tre uger med massiv angst 24/7. Næsten ingen søvn, kun lidt mad og vand.

Det er lige blevet mørkt og lysene fra Sveriges kyst begyndte at glimte i det fjerne. Så klokken må være omkring 16.30. Jeg kan høre tvillingerne nedenunder løbe rundt og lege. Det er svært at forestille sig, at andre har et helt almindeligt liv, når jeg er så uendelig langt fra noget, jeg kan kalde et liv.

Jeg prøver at tage mig sammen til at komme op at stå, men må opgive igen. Angsten har nu så heftigt fat i mig, at jeg hverken kan spise, sove, lade vandet og heller ikke noget den anden vej. Jeg er desperat og vil bare ha’ det til at stoppe. Jeg skal ud af det her på en eller anden måde. Jeg er rigtig bange for, at mit hjerte ikke kan klare mere. Det hamrer konstant og uregelmæssigt i mit bryst, som en stor hammer, der banker løs og prøver at bryde igennem en tyk væg.

Jeg er egentlig ikke bange for at dø, for det ville sådan set være den ultimative udvej. Men jeg er rædselsslagen for, at angsten aldrig stopper.

Tidsperspektiv: 30 min

Jeg må op at stå for at holde min cyklus. Den handler om 30 mininutter: Fem minutter til at gå ud at ryge og ind igen og prøve at udholde de næste 25 minutter indtil næste smøg.

Det kan jeg. Ryge. Jeg plejer faktisk ikke at ryge, men så er der fem minutter, hvor jeg kan koncentrere mig om noget konkret; at ryge. Der var ikke energi til anden aktivitet. Se TV, læse, høre musik, spille guitar, rydde op eller gå en tur. Uroen og smerterne i kroppen gør, at jeg intet kan foretage mig. Og trætheden bremser mig, før jeg overhovedet forsøger. Jeg har aldrig følt mig så totalt ødelagt, udmattet, alene og bange.

Bange for, at det her aldrig stopper, og at det her er mit liv nu.

Det vil- og kan jeg ikke.

Hele døgnet er nu delt op på den måde. Minutter er som timer. Hver gang, jeg kikker på uret, er der højst gået tre-fire minutter. Tiden står stille. Dag og nat flyder sammen, og dagene er som måneder.

Måske jeg i nat kan få lov at give slip. Bare i en- måske to timer og sove, hvorefter jeg ved, jeg vil vågne, ikke bare i sved, men totalt gennemblødt, og sengen vil nærmest sejle i sved. Sådan har det været hver gang, jeg er faldet i søvn, for blot få timer senere at blive revet ud af søvnen af et panikanfald.

Jeg kan se på mine arme, hvor meget jeg har tabt mig i de sidste par uger, og mine ben ryster, når jeg går ned af trappen.

Hvornår spiste jeg sidst? I hvert fald ikke i går, for der var jeg slet ikke ude, bortset fra smøgerne.

Jeg får forsigtigt stablet mig op, og sikrer mig, at posen sidder, som den skal med remmen strammet om mit lår. Posen skal nok også snart tømmes. Uff… hvor gør det forbandede kateter ondt, indtil jeg kommer helt op at stå. Som nåle i urinrøret.

I morgen skal jeg ind på misbrugscenteret. Det må blive i taxa. Kan ikke få mig kantet ind i bilen. Ude på teressen må jeg igen ned på hug, for ikke at fryse for meget. Mine løse lange underbukser gør ikke meget for at tage af for vinden og kulden. Almindelige bukser kan jeg ikke have på.

Hvornår har jeg sidst talt med nogen. Det er nok fire-fem dage siden, bortset fra lægen i går, for det var før weekenden. Magter ikke at ringe til nogen og tal og ryster for meget på hænderne til, at jeg kan sms’e.

Tanker?

De få tanker der er, kredsede hele tiden om løsninger nu og her.

Og om alkohol.

For det her kan jeg ikke holde til ret meget længere. Men for fanden, så vil jeg jo bare være sparket tilbage til start, men efterhånden er jeg ligeglad. Det skal stoppes.

Overvejer også Istedgade. Der må man kunne købe et eller andet, der virker. Tilbage til 30 minutters turnussen igen. Ind og holde fokus. 25 minutter til næste smøg.

Selvmord! Tanken har været der. Hvis nu ikke det her snart stopper, så vil- og kan -jeg ikke mere.

Jeg tænker på mine børn, venner og familie. De vil blive hårdt ramt, specielt mine børn. Men jeg kan ikke være far for dem overhovedet, når jeg har det sådan her. De har et vrag af en far, og det eneste, jeg kan give dem, er bekymring og savn, så hvorfor fortsætte? Men hvordan gør man det. Tør ikke skære i mig selv, heller ikke hænge mig. Jamen hvad så?? Jeg overvejer forskellige muligheder, men finder ikke måden, det skal gøres på, hvis det er min sidste udvej.

Fokus. 30 minutter, og så ta’r vi den derfra. Tid til næste smøg…….

Hvordan mærkes angsten?

Det her er et øjebliksbillede fra et nedslag i mit liv, da angsten var værst. Jeg var igennem den samme tur fire gange, før jeg endelig kunne gøre mig fri af angsten og mit alkoholmisbrug.

Jeg lever til daglig af at behandle andre og har specialiseret mig i behandling af angst. Det at jeg ved- og selv har prøvet at være fanget i angstens helvede, gør mig til en meget bedre behandler. Så min egen historie kan forekomme paradoksal. Og så måske ikke alligevel. Jeg har i 12 år hjulpet andre – håber jeg da – gennem 4.500 klientsessioner. Jeg underviser i yoga, hjælper med psykoterapi og kropsbehandling. Så jeg har arbejdet meget med angst. Og jeg er stadig blot i færd med at forstå den.

Folk spørger mig tit ”hvad tænker du på, når du har det sådan. Hvad er det, der sparker angsten i gang”?

Jeg ved ikke, hvad der sætter den i gang. Den kan ramme som et lyn fra en klar himmel, uden nogen konkret grund. Og jeg tænker ikke, kan ikke tænke. Det er som om at en brændende varm lava har brændt alt væk indeni mig, og efterlader en stor sort klump at størknet lava, der låser mig fast i angsten.

Ingen tanker, kun angst.

Ingen livslyst, ingen følelser, kun angst.

Ingen tro på en fremtid og håb, kun angst.

Ingen lyst til noget som helst. Angsten kvæler alt inden i mig, kvæler mit liv. Det er det nærmeste, jeg kan komme en beskrivelse af, hvordan det er.

Jeg ved ikke, om noget af dette giver mening. For mig er angsten jo netop det – ubeskrivelig.

Hvordan kunne det gå så galt?

 Jeg havde i mange år været stresset. Jeg håndterede det med motion, meditation, sund kost og lidt for meget vin og sovepiller. Men efterhånden var det ikke nok. Årsagen var der stadig, og den vil jeg lade være privat. Så mine metoder rakte efterhånden ikke, og pludselig fra det ene øjeblik til det andet, eksploderede angsten inden i mig.

Det var meget chokerende og en forfærdelig følelse, som er meget svær at beskrive. Folk og mine klienter spørger mig tit, hvordan det føles. Jeg kan kun sige, at det er som at være fanget i det værste mareridt, du nogen siden har oplevet. Forskellen er bare her, at du ikke kan vågne op, og at det bare bliver værre.

Det var en meget chokerende oplevelse. Chokerende at man kunne få det så dårligt. Chokerende fordi jeg gjorde alt det rigtige. Motionerede, spiste sundt, mediterede, havde familie, børn, gode venner.

Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling, men det hjalp ikke rigtigt. Angsten var der stadig, og efter jeg igen vendte tilbage til mit ”normale” liv, skulle der mere og mere vin til om aftenen, for at jeg kunne finde ro og jage angsten væk. Efterhånden måtte jeg også op et par gange om natten og drikke, for at kunne sove lidt. Og længere henne i forløbet, skulle der også lidt til om morgene

Mit endelige knæk

En dag i april tog jeg ud i mit kolonihavehus, for at hygge mig lidt. Jeg havde købt en rigtig go’ flaske vin og en meget dyr engelsk bøf. Aftenen var rigtig hyggelig, og maden var i top.

Jeg gik i seng ved 24 tiden og var ikke særlig påvirket, for jeg vidste, at alkoholen skulle ud af kroppen, inden jeg gik i seng, ellers ville jeg vågne med hjertebanken og ubehag. Jeg havde styr på mit misbrug, efter mange års øvelse.

Jeg vågnede alligevel om natten og havde det skidt på en mærkelig måde. Der var heldigvis lidt vin tilbage, som jeg drak og faldt i søvn igen.

Jeg vågnede ved seks-tiden og blev ramt som af et godstog af angst. Jeg havde aldrig i hele mig liv prøvet noget, der var så ubehageligt og skræmmende. Jeg prøvede at få styr på mig selv og følelserne uden held.

Nu var der kun et at gøre….mere alkohol. Det eneste, jeg ønskede, var at forsvinde, få fred og sove. Så hver gang, jeg vågnede, drak jeg videre for at sove.

Herefter forsvandt alt og jeg var væk i otte dage, indtil en af mine bedste venner fandt mig. Jeg blev indlagt til afrusning.

Historien er lang, men jeg sprang ud som kvartals-alkoholiker. Jeg kunne holde mig ædru i nogle uger, og så måtte jeg opgive pga. det enorme ubehag.

Jeg havde, sidste gang jeg røg på flasken, lovet alle mine kære, at det aldrig skulle ske igen, og jeg troede fuldt og fast på det. Jeg skulle bare ikke gennem det helvede, der kom efter hver druktur. Det var rædselsfuldt. Min mor, kæreste, mine børn og venner, var dybt bekymrede for mig og mit helbred.

Min sidste tur

Men det gik galt igen.

Jeg var taget op til min mor for at prøve at få det bedre dér. De skete bare ikke. Jeg kunne bare ligge som en zombi, og holdt stædigt fast i min rytme. 30 minutter-intervallet. Min mor prøvede at forstå, hvordan jeg havde det og prøvede at hjælpe mig. Men intet hjalp.

Indtil jeg begyndte at drikke igen. Jeg skulle bare lige ha’ to-tre genstande for at få lidt ro på.

Min kære mor opdagede det efter et par dage. Hun var fortvivlet og vred. For hnede må det have været den ultimative afmagt. Hun smed mig ud midt om natten, men fortrød og lod mig komme ind igen og sove. Hun kunne kun se hjælpeløst til, mens hendes søn var godt igang med fuldstændig at ødelægge sig selv og sit liv. Og måske hendes liv.

Hun og min bror og svigerinde var en fantastisk støtte gennem de år, hvor jeg var nede. Uden dem tror jeg ikke, jeg kunne have klaret det og havde været her i dag.

Næste dag var det igen hospital og afrusning.

Jeg holdt mig ædru julen igennem, men på hjemturen til København kunne jeg ikke mere. Købte to små kyllingesnapse, og lod min – intetanende – søn køre bilen.

Før alt dette begyndte, havde jeg kun et skuldertræk tilovers for dem, der var gået ned med stress. Ja, ja, hvor slemt kan det være. Stress var noget hver anden person i Danmark døjede med, og jeg var egentlig lidt træt af at høre om det.

“Far vi vil ikke se dig mere”

(Billedet af min to elskede børn). Jeg ramte bunden d. 31. december efter at have holdt mig ædru i julen. Da den var ovre, var jeg helt ødelagt af angsten og opgav.

Min eks-kone havde mig ladet mig overnatte hos hende et par dage. Jeg drak kontrolleret, indtil alkoholen helt tog styringen. Om morgenen d. 31. prøvede jeg at komme op at stå, men mine ben forsvandt under mig. Efter flere forsøg ramte jeg på et tidspunkt, hårdt en reol og bed mig i læben, så det blødte. Kraftigt. Ja meget kraftigt.

Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at jeg stort set havde bidt overlæben af. Min datter fandt mig, da hun kom hjem og blev – næppe unaturligt – rystet over at se min tilstand. Hun fik ringet efter en ambulance, som kørte mig til Herlev sygehus. Der var mistanke om hjerneblødning, for jeg kunne overhovedet ikke stå på mine ben, og min promille var ikke ret høj. Gud ske tak og lov var der ikke noget galt.

Ud på eftermiddagen kom mine skønne børn, som jeg elsker overalt på jorden og besøgte mig. Vi talte kort sammen. Min læbe var blevet syet på, så jeg så helt forfærdelig ud. Kunne knap tale.

Da de skulle til at gå, kom min søn helt hen til sengen, og begyndte at få tårer i øjnene. Jeg prøvede at give ham et knus, men han trak sig væk fra mig. De ord han derefter sagde, er det værste, der er sket i hele mig liv. ”Far, vi vil ikke se dig mere. Vi kan ikke holde til det her. At du lover at stoppe, og så gør du det igen. Det er simpelhen for hårdt for os”.

Jeg var fuldstændig lammet og i chok. Min ældste søn havde jeg på et tidspunkt fra han var tre til fem år været nærmest alene om at opdrage, og vi var meget tætte. Jeg tiggede og bad, men han stod fast. Det lykkedes mig at lave en aftale med dem om, at når jeg havde fået styr på mit liv og kom ud af mit misbrug, kunne vi måske tale sammen igen.

Da jeg så dem vende ryggen til og gå ud ad døren på hospitalet, brød det, der var tilbage af mig fuldstændig sammen. Det var min nytårsaften. Jeg var ligeglad med den.

De næste par måneder, hvor jeg boede i et koldt kælderlokale, kan kun beskrives som et rent helvede. Jeg havde næsten ingen kontakt til nogen, og jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville se mine børn igen.

Hvad jeg ikke vidste, var, at min mor, mine venner og mine børn havde lavet en Facebook-gruppe for at holde hinanden opdateret om mig. Så de fulgte med, men havde også valgt at lade mig prøve at forstå alvoren på den hårde måde.

Angsten var konstant og meget voldsom. Og jeg var tilbage på 30 minutters cyklus. Når jeg ser tilbage, begriber jeg ikke, hvordan jeg kom igennem. Men en ting holdt mig oppe. Jeg måtte ikke røre en dråbe alkohol, for så ville det være totalt slut med at have kontakt til mine børn. Og jeg skulle ud af det her helvede og bevise overfor dem, at jeg havde fået styr på mig selv og mit liv, så jeg forhåbentlig kunne få kontakt til dem igen.

Der gik fire måneder uden kontakt til dem. Måneder, som var smertefulde. Det var et fysisk savn så stærkt, at det holdt mig fast i ikke at drikke, selv om jeg mange gange var tæt på at opgive.

Så mit endelige stop og vejen ud, kan jeg den dag i dag takke mine elskede børn for. Vi har i dag et tæt og dejligt forhold igen.

Hvorfor skriver jeg alt dette?

Jeg skriver dette med et håb om at støtte andre, der er i en lignende situation, og give dem troen på at det kan lade sig gøre at komme tilbage igen, til normal tilstand, og komme fri af både misbrug og angst.

Måske skriver jeg det også for de, der har pårørende, som de ikke kan nå. Ikke forstå. Og mest af alt bare har lyst til at ruske og sige ”tag dig nu sammen.”

For at give de nærmeste en forståelse af, hvad det vil sige at gå ned med stress og havne i en depression og få angst. Og for at hjælpe misbrugeren til at beslutte sig for at søge hjælp og komme i behandling. Det er aldrig for sent, og min egen erfaring vedrørende at vedkende mig mit misbrug er kun positiv. Meget mere end jeg havde forventet. Jeg hører ofte ordene ”hvor er det stærkt gået”. Og det er det, når man ved, hvor jeg har været.

Misbrug er en hård nød at knække og kræver stærk vilje og evnen til at udholde voldsomt ubehag, og angsten endnu værre. Men det kan lade sig gøre. Det går over.

Det er meget svært at forstå for de, som aldrig har prøvet det. For det, der sker, når man prøver at forstå, er at trække på egne erfaringer eller noget, der ligner. Men der findes ikke noget, der ligner den tilstand. Det er uforståeligt, hvorfor man ikke bare kan tage sig sammen, tænke på noget andet, lave noget for at ændre sin tilstand. Det er ud over den normale forståelse, hvis man ikke selv har være der.

Og også i et håb om at give misbrugeren et kærligt skub til at vælge livet og gå i behandling. Det er aldrig for sent.

Jeg vil forklare de metoder, jeg har brugt for at komme igennem. og hvad der virkede og hvad der ikke virkede i næste indlæg.

Her er jeg idag

Når jeg tænker tilbage på den tid, begriber jeg ikke hvordan jeg kom igennem, og sværere er det at forstå, at jeg i dag er velfungerende uden synlige men. Jeg er glad for livet og uendelig lettet over, at det var muligt at gøre det umulige, på det tidspunkt, at få mit livet tilbage og få has på den altopædende angst. Som den tyske instruktør Rainer Werner Fastbinder engang sagde ”angst æder sjæle”, og hvor har han dog ret. Angst gør mørket sort og slukker alt lys og livslyst. Jeg klarede det og må være sej, trods min hudløse sårbarhed.

På det ydre plan er jeg nu som 60 årige i mit livs form. Træner dagligt, laver yoga og meditere, spiser sundt og passer på mig selv. Men på det indre plan er der ændre nogle ting. Jeg skal passe meget på ikke at presse mig selv, selv om jeg i situationen tænker ”det kan jeg da godt”. Gør jeg det ikke, kommer der en regning i form af mild angst og mental udmattelse. Så jeg har lært at lytte til mig selv, og rette mig 100% efter hvad jeg mærker. Jeg kan stadig få flash back til angstperioden, f.eks. en bestemt luft, lugten af alkohol når jeg står ved siden af en fulderik i s-taget, eller lugten i seven-11, hvor jeg købte mine rationer. Eller der dukker en erindring op om, hvordan det var at være der, i helvede. Men der er jeg ikke mere, og kan lettet ryste følelsen af mig igen. Men også med en reminder og en frygt for at det kan ske igen, hvis jeg ikke passer på og lytter til kroppens signaler.

Så på en måde er jeg blevet stærkere, og tager ikke tingene så tungt og bekymrende som før i tiden, og hviler mere i mig selv. Det er egentlig altid de jeg har søgt efter, fred og ro på det indre plan. Og da jeg kom helt ud over kanten, brugte jeg massive mængder alkohol til at nå den tilstand.

I dag uden en dråbe alkohol i en årrække, hvilket også en radikal livsændring. Alkohol er en næsten nødvendig del af vores kultur, når vi samles og skal feste, fejre, sørge, trøste, belønne, ja listen er lang, så det har også krævet et personligt stykke arbejde at sige ”nej tak”. Men jeg siger bare, pas på. Alkohol er en snigende djævel, der pludselig kan sætte klørene i dig. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med at jeg skulle blive alkoholiker.

Desværre er det i dag næsten en folkesygdom at ha stress og angst. Hvad er det vi gør så forkert i vores overflods samfund?. Kan vi leve på en anden måde, uden at miste vores værdier og velfærdssamfund?.

Svarene herpå er mange og jeg vil la dem stå åbne, men jeg er sikker på at en meget vigtig parameter er vores relationer og hvordan vi formår, eller ikke formår at skabe kærlige, nærende og givende relationer. Vi har brug for hinanden og være en del af et fællesskab, og føle os trykke, føle vi ha betydning og føle os elskede. Er det de vigtigste værdier i dag i vores samfund??

Call Now ButtonRing nu